En hjemmeside til min freelancevirksomhed Grafisk Pondus

Grafisk Pondus er min virksomhed, hvor jeg tilbyder animationer og grafisk design. Derfor er det selvsagt, at jeg skulle have en hjemmeside til formålet, da jeg sælger mine ydelser her – og jeg lagde derfor meget fokus på at vise mine evner gennem hjemmesidens design.

Da jeg udviklede hjemmesiden, definerede jeg samtidig min virksomheds visuelle identitet. Udtrykket skulle bære præg af en gennemslagskraft, en “pondus”. Samtidig ville jeg også skille mig ud fra de mange danske grafiske designere, som har en forkærlighed for skandinavisk/minimalistisk design.

Info om opgaven

Detaljer: Udvikling af min virksomhed
År: 2019
Formål: At lave en hjemmeside til min virksomhed, hvor jeg primært sælger animationer (og andet grafisk design).
Værktøjer: Elementor Pagebuilder (WordPress) & Illustrator til grafiske elementer/illustrationer

Et design, der udtrykker passion for tegning og kreativitet

Som nævnt tidligere, var min intention at designet (og min virksomhed generelt) skulle skille sig ud fra det skandinaviske udtryk, som ofte er meget domineret af sort/hvid med meget få farver. Både for at det bliver iøjenfaldende, men også fordi jeg har en forkærlighed for lilla, pink og alt derimellem. Så hvorfor ikke lade det være en central del af min virksomheds udtryk? 🙂

De to dominerende farver er lilla og turkis, og flere steder indgår farveovergange med pink, fx i logoet. Illustrationerne på hjemmesiden er også alle håndtegnet.

Parallaxeffekt i flere lag

Noget af det første, man gerne skulle få øje på, er den fede parallaxeffekt med billedet af knytnæven, der slår igennemcomputerskærmen. Ikke bare det, men glasstykkerne er i et lag for sig selv og bevæger sig i en anden hastighed end resten af billedet – det giver en fornemmelse af ekstra dybde.

Se, hvad jeg ellers har udviklet til Grafisk Pondus

Hvis du vil se, hvad jeg ellers har lavet til min virksomhed, kan du se et design af mit visitkort, introvideo eller logo.