Kreativ jobsøgning i form af mailkampagne

Jeg blev færdig som digital konceptudvikler i sommeren 2018 og skulle derefter søge arbejde. Jobsøgning er i sig selv ikke det mest spændende, især ikke når man bare tager standardvejen og besvarer den ene opslåede jobannonce efter den anden.

Derfor besluttede jeg mig for at gå en mere utraditionel vej og bruge mailmediet på en lidt anderledes måde, hvad jobsøgning angår. Jeg indsamlede over 80 grafiske bureauers kontaktoplysninger i et Excel-ark, som skulle være mit segment i en jobsøgningskampagne.

Info om opgaven

Type: Jobsøgning
Tidsramme: 4 dage
År: 2018
Formål: Udvide netværk og evt. lande et job
Værktøjer: MailChimp, HTML/CSS, Photoshop

Friskt og levende sprog samt konsistent design

Jeg designede en uopfordret ansøgning, som jeg sendte til 80 virksomheder via MailChimp. Ansøgningen var opbygget i ren HTML og CSS, som selvfølgelig var responsivt. Jeg fortæller med et friskt og levende sprog om mig selv og hvad jeg kan bidrage med til virksomheden fagligt og personligt.

Ansøgningen har et tilsvarende design som min hjemmeside, så modtageren får en konsistent oplevelse.

Personlig hilsen

Essensen af nyhedsbreve er, at de er personlige. Ved hjælp af MailChimps merge tags kunne jeg give læseren et personligt indtryk ved at indsætte deres navn i hilsenen. MailChimp indsætter data fra maillisten automatisk, såsom deres fornavn, ind i mailen, hvilket øger læserens interesse og samtidig sparer mig for en masse tid.

Enormt positiv respons

Responsen, jeg fik fra mange af virksomhederne, var overvældende positiv.

Desuden fik jeg i den grad udvidet mit netværk. En brugte endda tid på at skrive længere mails og rådgive mig om den grafiske branche, hvilket jeg er meget beæret over.

Efter et par dage tog Peytz & Co kontakt til mig, og en jobsamtale senere er jeg nu i skrivende stund ansat som praktikant og senere trainee hos dem! Så den kreative mailkampagne har i den grad båret frugt.

Først og fremmest tak for din skønne ansøgning

Jeg får virkelig mange ansøgninger faktisk og det jeg normalt gør når jeg afslår dem, er at prøve at hjælpe med hvordan ansøgerne kan forbedre dem. 
Det vil jeg også gerne tilbyde dig, men for at være ærlig så er din ansøgning tæt på perfekt! Det har jeg aldrig oplevet før.

– Grafisk virksomhed

“Mange tak for din ansøgning og interesse for [virksomhed]. Jeg vil gerne kvittere for en super flot ansøgning.”

– Grafisk virksomhed

“Tak for din ansøgning og interesse for [virksomhed].

Vi mangler desværre ikke en med dine færdigheder i øjeblikket. Men held og lykke med jagten og fed ansøgning. Godt gået.

– Grafisk virksomhed